
En gymnasieklasses spændende besøg til deres partnerskole
af Rita Mortensen, med tilladelse til at gengive mailkorrespondance og billeder af dn ansvarlige lærer fra Rysensteen Gymnasium. Kursiverede tekst er citater fra vores mailkorrespondance.
I august 2024 fik DAF en henvendelse fra Rysensteen Gymnasium. De skulle til Buenos Aires i efteråret 2024 for at mødes med deres partnerskole, Colegio Hans Christian Andersen, som ligger i Belgrano, et velstillet kvarter i Buenos Aires. I forlængelse af gymnasiets internationale profil og sociale engagement, ønskede de at
”komme i kontakt med en NGO, som arbejder med ulighed og fattigdom, som kunne fortælle os om måden de arbejder på og hvordan de oplever udviklingen i byen. Vi vil også meget gerne give eleverne mulighed for at lave noget konkret arbejde, altså hjælpe til på en eller anden vis, i en halv dags tid.”
Uden eget kendskab til området, kontaktede jeg mit netværk i Buenos Aires, og de foreslog at læreren skulle tage kontakt til kirken Parroquia Inmaculada Concepción, populært kendt som La Redonda, pga sin arkitektoniske form. Kirken ligger i Belgrano, hvor de danske elever skulle bo hos familier fra deres partnerskole.
Lærerne fra Rysensteen Gymnasium var i tæt kontakt med lærere fra Colegio Hans Christian Andersen i forbindelse med planlægningen af turen, så de tips og ideer jeg kunne bidrage med, blev inkluderet i programmet.
Medens de var i Buenos Aires modtog jeg denne besked:
”Det går simpelthen så strålende! Dit tip til kirken var fuldstændig genialt og vi har lavet hjælpearbejde to aftener i streg og fået stort indblik i kirkens store rolle i det sociale system i Argentina. Vi har lavet en fast aftale med dem, så vi også kan besøge næste år og den kommende klasse kan samle ind i Danmark og give et bidrag næste år.
Vi har været så glade for særligt kontakten med kirken La Redonda. Det var en kæmpe oplevelse for eleverne at være med til at lave konkret hjælpearbejde og få indblik i det argentinske socialsystem. Det var virkelig en øjenåbner for os og eleverne.
Vi har aftalt med Marta, som er den kontakt du videreformidlede, at den kommende 3A klasse, også vil besøge kirken og forud for besøget samle penge ind til kirken og dens brugere. Det er virkelig et scoop for os – så tusind tak igen for at formidle den kontakt.
Det er simpelthen langt mere end vi kunne håbe på. Vejret er skønt og alle stortrives. Vi har oplevet så utrolig meget, lige fra tango til Malvinas museum og lært meget alle sammen. Argentinerne er et skønt folk og vi nyder gæstfriheden.